Luk

bold.snak

Bold | Vild-med-statistik-tråden

1 2 3 ... 1841 1842 1843 ... 2209 2210 2211 Vis alle sider  

Forfatter Indlæg
SotD
bruger
26. juni 2018 21:35
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Nå, nu har pulsen lige lagt sig, og det er tid til en status.

Inden VM startede havde jeg to realistiske scenarier i hovedet. At vi endte på enten 4 eller 6 point, afhængig af hvordan vi klarede de første to kampe. Jeg gav ikke mange chancer for point imod Frankrig fordi de netop ville sikre 1. pladsen og dermed undgå Argentina. For ja, Argentina var skræmme modstanderen.

Her efter 3 gruppe kampe står vi med 5 point, og er fortsat ubesejrede, og kan udbygge vores allerede imponerende stime til nu at hedde 18 kampe i streg. Det i sig selv er værd at kippe lidt med fanen over. Vi slap ovenikøbet for at møde Argentina, og står nu i stedet overfor Kroatien, eller i yderste konsekvens, Nigeria - hvilket på ingen måder virker realistisk nu.

Det var, for mig at se det bedste af de realistiske scenarier inden VM startede. Så det må vi være særdeles tilfredse med. Ganske vist har Kroatien vist fornemt spil - måske primært i 2. halvleg mod Argentina, men det er så tilgengæld også det man husker. Det sagt synes jeg ikke Kroatien virker uovervindelige.

Kroatien er relativt store favoritter imod os, særligt fordi de tager os seriøst, hvilket man måske kunne have undgået hvis man havde mødt Argentina, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Kroatien altså et af de hold vi på papiret skal være i stand til at spille tæt op med, og på en god dag slå, hvis vi skal gøre os forhåbninger om mere end en 1/8 finale; noget som i sig selv er ganske godkendt!

Selve spillet har ikke været godt nok. Særligt Peru kampen står for mig som vores svageste enkeltstående kamp i over et år, men ikke desto mindre endte vi med at vinde kampen. Der må man acceptere, at man af og til har brug for en vis portion held for at komme godt fra en kamp. Tilgengæld er jeg ikke tilnærmelsesvist så kritisk overfor vores Australien kamp. Vi spillede en rigtig fin 1. halvleg. I hvert fald spillede vi godt frem til 1-1 scoringen, som faldt efter en forkert VAR dom (efter min mening). Kort forinden burde vi have bragt os foran med 2-0. Vi burde i øvrigt også være kommet foran med 2-1 kort inde i 2. halvleg. Herfra var spillet enormt statisk og langsomt, måske særligt fordi Pione Sisto stemplede helt ud. Også defensivt, hvorfor Jens Stryger kom til at se ekstraordinært ringe ud. Måske Sisto ditto så enormt svag ud fordi han ikke fik hjælp offensivt fra sin back, men ikke desto mindre er det en del af præmissen for hans offensive spil - noget han har løst fint i tidligere kampe.

Udfordringen i begge kampe har dog været, at vores balance midt på banen har været for svag. William Kvist nåede aldrig rigtigt at stemple ind, og blev skadet forholdsvis tidligt, mens Lasse Schøne aldrig nåede at bevise at pladsen er hans. Modstanderne har haft for nemt ved at få ro på bolden centralt i banen, hvilket har givet mulighed for at levere indstuderede løb - særligt imod vores backs. Det har gjort ondt, omend det reelt kun var Peru der rigtig formåede at true os på den baggrund.

Svendestykket stod så imod Frankrig, hvor vi skulle have ét point. Noget der ikke virkede synderligt sandsynligt. I hvert fald var det ikke givet på forhånd, særligt fordi Åge Hareide også havde pustet lidt til ilden inden VM slutrunden ved at formulere sig klodset i medierne. Heldigvis var Åge ikke bange for at kalde en spade for en spade inden kampen. Vi gik efter at holde nullet, først og fremmest. Derfor blev Zanka flyttet ned centralt og AC op som defensivt anker. Måske i virkeligheden vi spillede mest 5-4-1 i perioder, når vi forsvarede, men det virkede enormt afstemt defensivt. I starten var der også luft til at true offensivt, noget der stille og roligt aftog i løbet af kampen. Som jeg så det var vi bedst i de første 10 minutter, og havde ligeledes 15min i 2. halvleg hvor vi var bedst og truede Frankrig, men fordi vi overlod initiativet enormt meget løb vi også tør for kræfter til sidst. Det gik fint, fordi 0-0 isoleret set var mere end godkendt, men det er tvivlsomt om det går, at være helt så passive offensivt og på bolden fremadrettet. Her har jeg dog tiltro til at Åge er klog nok til at finde på noget - det har han i dén grad bevidst at han magter! Også når vi er presset.

Spillerne enkeltvist har præsteret meget blandet, selvfølgelig med de klart bedste karakterer til de defensive pladser, men jeg har alligevel forsøgt at stille det op:

Kasper Schmeichel - 10
- Mere eller mindre fejlfri præstation. Særligt imod Peru var han virkelig skarp, ligesom han imod Frankrig leverede hvad man kunne forvente. Et lille minus er hans indsats mod Australien hvor han både lod sig overrumple med en tunnel, samt hans vanvittige scene på straffesparket.

Jens Stryger Larsen - 4
- Vores klart svageste punkt rent defensivt, men egentlig også offensivt. En spiller ud af position, som ofte har haft det svært i sine 1:1 situationer. Delvist undskyldt fordi han har haft en decideret død brik stående foran sig, som ofte har ødelagt Jens Strygers indgreb ved fuldstændig passivt at stille sig i vejen. Men ikke desto mindre bør Jens Stryger levere mere, særligt fremad banen, hvor vi nærmest ikke har set ham.

Henrik Dalsgaard - 7
- Har haft det svært i visse situationer, men har qua sin fysik og vilje gået ind i et hav af vigtige dueller, og også vundet en del af dem. Han er kommet godt med frem, og havde været noteret for en assist hvis Nicolaj Jørgensen havde magtet at heade en fri bold i kassen. Han placerer sig dog fortsat forkert i visse situationer, og mangler i min verden at gøre brug af sin fysik og hurtighed fremadrettet.

Simon Kjær - 10
- Vores anfører har været top 3 på holdet i alle tre kampe, og selvom han også har sat en fod forkert her og der, så har han været helt afsindig stærk i sine dueller, og har leveret et hav af kloge indgreb. Havde det ikke været for hans evindelige smiden lange bolde væk, havde han stået til et klart 12 tal.

Andreas Christensen - 10
- Ligesom Simon Kjær har han været bundsolid. Lidt mindre afgørende i de defensive aktioner, men læser spillet godt. Derudover løste han den nye rolle som 6er ganske glimrende i kampen mod Frankrig. Årsagen til, at han ikke får mere end 10 er, at han ofte er manden der skal skabe ro og sikre at opspillet fra bagkæden kører upåklageligt, og der har han ikke altid været dygtig nok. En venstrebrenet spiller, som Andreas Bjelland, havde haft bedre betingelser, men det er trods alt ganske habilt hvad den unge Chelsea spiller har leveret.

Mathias Zanka - 7
- Mathias Zanka har leveret flot defensivt, men har oversatset et par gange imod Frankrig, som potentielt kunne have kastet nogle farlige situationer af sig. Isoleret set kunne han godt have fået et 10 tal for Frankrig kampen, men han har spillet for få minutter til at have overbevist mig om, at han er på niveau med de to andre. Det er måske en lidt sølle måde at give karakterer på, så stik ham evt. 10

William Kvist - UB
- For kort tid på banen til at få en vurdering. Dog var det ikke prangende hvad han nåede at levere imod Peru.

Lasse Schøne - 4
- Havde en gylden mulighed for at sætte sig endegyldigt på pladsen, men fejlede særligt imod Australien i en kamp som mange havde udset sig som hans bedste chance for at stråle. Han leverede på nogenlunde samme niveau som Kvist i Peru kampen, og der kan man ikke vurdere ham som værende dårligere. Imod Australien skabte han dog for lidt defensivt, og offensivt satte han heller ikke et godt aftryk. Lasse Schøne er en rigtig god fodboldspiller, men passer øjensynligt ikke ind i den taktik som landstræneren har valgt.

Thomas Delaney - 7
Havde han ikke leveret en forrygende defensiv præstation i kampen mod Frankrig havde også Delaney sikret sig et 4 tal. Det har været for dårligt, i forhold til det vi ved han kan. Af flere årsager selvfølgelig. Han har nu i tre kampe spillet med 3 forskellige makkere, og det fordrer selvsagt ikke sprudlende spil og indarbejdede mekanismer, men han er nu på en hylde (Dortmund) hvor han skal tage taktstokken og være med til at få det til at virke. Det er ikke lykkedes - i hvert fald ikke offensivt. Defensivt ved vi, at han leverer med sit stærke hovedspil og sin fightermentalitet.

Lukas Lerager - UB
For kort tid.

Viktor Fischer - UB
Har fået for kort tid på banen til at levere end karaktergivende vurdering. Dog synes jeg han gik OK med i spillet i kampen mod Frankrig, uden på nogen måder at være kampafgørende. Hvis Pione Sistos 2. halvleg mod Australien er benchmark for hvornår man dumper, så var han ikke i nærheden af dumpekarakter. Måske et 4 tal, hvis han skal bedømmes på den korte tid.

Pione Sisto - 2
Han er primært med for hans offensive kvaliteter. Defensivt ved vi at han ikke kommer med meget. Dog var hans indsats defensivt imod Australien under al kritik. Når han så ovenikøbet ikke kommer frem til noget - en afslutning lige på keeper er vist hvad det er blevet til - så kan det ikke blive til mere. Præstationen imod Australien var til 00, men så dårligt har han trods alt ikke leveret i de to andre kampe. Men det har været helt enormt skuffende, eftersom man havde en forventning om at netop han kunne være med til at gøre vores offensiv uforudsigelig.

Yussuf Poulsen - 4
Han er svær at bedømme, for han har leveret et arbejdsraseri uden lige, leveret det mål der i sidste ende sendte os videre imod Peru og generelt haft et bedre teknisk niveau end ofte set - men... Han har også præsteret at skabe 2 straffespark (3 burde være dømt), og dermed også tiltusket sig karantæne allerede i 3. kamp mod Frankrig. Det kan altså ikke give mere end 4, selvom hans spil nok er til 7. Personligt synes jeg, at han har været den bedste af vores offensive spillere i de to første kampe.

Christian Eriksen - 7
Det har ikke været Kong Christians slutrunde. Hans snævre driblinger, geniale pasninger og hug fra distancen har vi ikke set meget til. Og hvor han nok vurderes ud fra et højere niveau end de øvrige, så er det vel fair at konkludere at han her til VM faktisk ikke har skildt sig positivt ud overhovedet. Når dette så er sagt, så leverer han et mål og en assist, og bliver dermed så kampafgørende, at han skal have et lille nyk op.

Martin Braithwaite - 4
Han kom med noget af den speed og vildskab som vi så fra hans indhop i træningskampene, i kampen med Frankrig, men det var for kortvarigt, og vi har ikke set noget til det i de øvrige kampe, hvor han har været ligeså anonym som de øvrige. Rent defensivt leverer han langt langt mere end eksempelvis Sisto og det er selvfølgelig med i bedømmelsen.

Nicolaj Jørgensen - 4
Lad, ugidelig, doven. Kært barn har mange navne, og de fleste passer faktisk ret godt på ham. Det har været decideret ugideligt i lange perioder, og derfor var han også bænket imod Frankrig. Var det ikke for hans evne til, trods alt, at komme til afslutninger samt hans frække assist til Christian Eriksen, så havde også han fået 2.

Andreas Cornelius - 7
Corner er vurderet udelukkende ud fra kampen imod Frankrig, men det var tilgengæld på et så højt niveau, at det fortjener stor ros. Rent taktisk er han den targetman som vi har brug for, og han excellerer i stor vilje, fysisk råstyrke og gode evner til at fastholde spillet på modstandernes banehalvdel. Han kommer med noget som de andre angribere ikke gør, og det er ganske godt. Han mangler endnu for alvor at blive farlig, men han er indtil videre blevet snydt for et straffe og spillet en forbilledlig kamp under svære omstændigheder. Som angriber skal man dog komme til flere afslutninger end han har leveret.

Kasper Dolberg - UB
For kort tid på banen. Mange havde udskreget ham til vores redningsmand, men de minutter han fik på banen imod Frankrig viste ikke at han kunne være dette. Godt nok var medspillerne trætte, men vi mistede momentum da han kom ind, i modsætning til med Cornelius der trods alt trak lidt opmærksomhed.

Nu er gruppespillet ovre, for vores vedkommende og vi kan se frem imod det der er rigtig sjovt. En knockout kamp imod Kroatien, som i skrivende stund har svært ved at vinde over Island (og har haft det tidligere i kvalen også). De må siges at være favoritter, men jeg tillader mig at være optimistisk. Vi har leveret et rigtig fint udbytte, uden på noget tidspunkt at ramme det niveau vi ved vi har. Kampene har også været låst af, at vi var favoritter til at gå videre. Det er vi ikke længere - måske der går 1998 i den?
Glædelig jul Hr. Og Fru Bold
Matias
bruger
26. juni 2018 21:49
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Godt indlæg, SotD.
¯\_(ツ)_/¯
Rogosjin
bruger
26. juni 2018 21:55
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Rigtig fint indlæg, jeg ville dog (uden at ændre på karakteren) tilføje at Stryger faktisk have en del gode aktioner mod Frankrig. (Hvor han også fik mere støtte af Sisto end i de øvrige kampe).
One Lion on the Shirt (N´Doye is Comming Home).
SotD
bruger
26. juni 2018 22:25
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Ja, enig Rogosjin.

Han mangler dog at levere noget af det som han stjal pladsen på, nemlig nogle hurtige raids ned langs siden, cut-in til afslutning eller hurtige indadskruede indlæg.

Tak i øvrigt - Også til Matias.
Glædelig jul Hr. Og Fru Bold
cabra.
bruger
26. juni 2018 22:32
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Det bliver vel en af de første opgaver Åge skal forsøge at løse efter slutrunden. At få Durmisi eller en venstrebenet back kørt ind på den plads.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se, hvad JSL kunne på højre backen.

Det bliver desuden spændende at se, hvem der starter inde mod Kroatien. Jeg forventer at YP kommer tilbage, det samme med NJ (jeg foretækker dog Corner) og AC på 6eren bliver dermed den eneste "nye" i forhold til vores udgangspunkt inden slutrunden (minus Kvist)
SotD
bruger
26. juni 2018 22:53
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Det bliver vel en af de første opgaver Åge skal forsøge at løse efter slutrunden. At få Durmisi eller en venstrebenet back kørt ind på den plads.


Enig, og så skal han vel eksperimentere lidt mere med 6eren. Det har ikke givet sig selv med Schøne på pladsen. Kvist stopper formentlig på landsholdet og AC må forventes at skulle indgå i centerforsvaret på lidt mere permanent basis efter slutrunden. Mon ikke både Billing og Højbjerg bliver kaldt op relativt hurtigt, måske også Nørgaard hvis han skulle blive solgt til udlandet og bider sig fast.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at se, hvad JSL kunne på højre backen.


Helt enig. Han er, på sigt, mere oplagt end Henrik Dalsgaard efter min mening. Han har et højere potentiale, omend Dalsgaard giver noget fysik som Åge sætter stor pris på. Peter Ankersen må nok nærmest være færdig på landsholdet.

Jeg har en våd drøm om at Nicolai Boilesen indfinder sig som fast venstreback på et FCK hold der fungerer i den kommende sæson og derfor også bliver aktuel på venstre back. Jeg synes han har for stort et potentiale til ikke at komme i spil, men det skal IKKE være centralt.

Det bliver desuden spændende at se, hvem der starter inde mod Kroatien. Jeg forventer at YP kommer tilbage, det samme med NJ (jeg foretækker dog Corner) og AC på 6eren bliver dermed den eneste "nye" i forhold til vores udgangspunkt inden slutrunden (minus Kvist)


Yussuf kommer med sikkerhed tilbage. Jeg håber så at Braithwaite starter på venstre kant i stedet for Pione Sisto, men det sker nok ikke. Han må i øvrigt komme fra VM med en alvorlig "øv"-følelse. Det har bare slet ikke fungeret for ham, og medmindre han sender os videre mod Kroatien, så kan selv en god kamp næppe ændre det.

Jeg er ikke overbevist om at Nicolaj Jørgensen kommer tilbage. Andreas Cornelius gav noget pondus, som Nico slet slet ikke har vist. Jeg håber i hvert fald så meget på Cornelius at jeg tillader mig at være farvet.

Enig i AC på 6eren. Det må give sig selv, sådan som vi fik lukket ned i de små rum. Men uanset hvor kompakt vi gør det, så kommer det til at blive mere end svært at holde Modric og Rakitic fra deres skuddistance. Det er for mig at se den helt store trussel, sammen med Perisic der kan gøre afsindig ondt på vores backs, uanset om han starter i sin vanlige venstre side (det kan man håbe) eller højre.
Glædelig jul Hr. Og Fru Bold
elendil
bruger
26. juni 2018 23:00
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Hvorfor skulle Nicolai Jørgensen blive valgt til fordel for Andreas Cornelius i Kroatien-kampen? Han fik ikke så meget som et minut i dag, hvor man i stedet bruger Kasper Dolberg som targetmand. Jeg tog det som et vink med en vognstang, men det kan godt være jeg lægger for meget i det.
fck-medløber.
Matias
bruger
26. juni 2018 23:03
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Defensiven fungerede i hvert fald ganske godt i dag. Jeg synes AC gjorde det rigtig godt på midtbanen i dag, ligeledes synes jeg Mathias Zanka var god i det centrale forsvar. Der er noget mere power i holdet, med de to på de pladser. Kroatien spiller kun med én helt fremme, hvilket giver mulighed for at stå lidt højere på banen. Hvis man har modet. På den led vil deres kompakte midtbane også få mindre rum at spille på. AC skal stække Luka Modric. Hvis opgaven passer ham, det kan jeg faktisk ikke rigtigt finde ud af, om jeg mener, eller om Thomas Delaney skal sættes på ham. Uanset hvad bliver det en tung kamp om midten, begge hold stiller med mange spillere derinde. Jeg er meget spændt på at se, om Christian Eriksen formår at skabe noget ud fra de, ret svære, betingelser. Han kommer ikke til at få meget ro.
¯\_(ツ)_/¯
La Mir!!
bruger
26. juni 2018 23:07
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Mod Kroatien, vil jeg hellere se NJ på venstre kanten end Sisto. Jeg frygter at PS bliver spist af Kroatiens stærke fysik, hvor NJ måske kan være med til at bidrage lidt på hovedstødsstyrken sammen med Corneluis. Det var sku dejligt at se Cornelius være så dominerende mod Frankrig. Det lover godt, jeg kan sagtens se ham vinde duellerne mod Lovren.
Sæsonens vinder i Serie A Tipskonkurrencen 2015/2016, Roma-Fanatico La Mir!!

https://twitter.com/officialasroma/status/805819582304894976
https://twitter.com/skjroma/status/998321687656624128?s=21
Mr. Pink
bruger
26. juni 2018 23:45
svar
anmeld

Sv: Bak nu op om klebhatten!

Et rigtig fint indlæg, SotD.

Jeg ved ikke, om jeg er enig i at Eriksen skal ha´ 7, men i stedet 4, som jo er middel.

Virkelig vildt, men midtbanen fungerede så godt i dag med AC som 6´er, at jeg stort set ikke lagde mærke til ham.

Sisto må starte ude. Det er indiskutabelt. Corner på top. Poulsen og Braithwaite på fløjene, men med den vigtige detalje at Poulsen ikke må løbe ned i vores felt.

Jeg har desuden også en drøm om, at Boilesen kan komme tilbage som den super venstre back han engang var, så kan Stryger og Dalsgaard kæmpe om højre back
Hvor er verdens bedste rygtebonanza? Savner den. Elsker transferrygter

Bold | Vild-med-statistik-tråden

1 2 3 ... 1841 1842 1843 ... 2209 2210 2211 Vis alle sider