Vejle Boldklub var aktive i det netop afsluttede transfervindue, og Superligaens tiendeplads er ifølge bold.dk's oplysninger ikke færdige endnu.
Den jyske traditionsklub er således tæt på at sende deres venstreback Malte Amundsen til USA - nærmere bestemt New York City FC. Det erfarer bold.dk.
MLS-klubbens norske cheftræner Ronny Deila har længe været på jagt efter en forstærkning på venstreback-positionen, og nu har den tidligere Celtic-manager altså kastet sin kærlighed på Vejles 22-årige forsvarsspiller.
Vejle har da også allerede garderet sig mod det sandsynlige salg af Malte Amundsen, der blev købt i norske Rosenborg for to år siden.
Som bold.dk kunne afsløre, hentede klubben i slutningen af transfervinduet nemlig to spillere, som begge kan spille positionen som venstreback.
Pierre Bengtsson blev lejet i FC København for resten af sæsonen, og Fremad Amager-anfører Lukas Engel blev hentet på en aftale frem til sommeren 2024. Sidstnævnte kan også bruges mere offensivt som kantspiller.
Klubbens tekniske chef Jacob Krüger indrømmede da også på transfervinduets sidste dag, at lejeaftalen med den svenske FCK-back var rettidig omhu, da der kunne ske noget med Malte Amundsen.
- Det ved man jo aldrig. Det er jo altid sådan med unge spillere, at der vil være interesse, og derfor er det vigtigt for os at være så godt garderet som muligt i forhold til de her forskellige scenarier. Efter midnat er vores muligheder for at handle på eventuelle afgange jo meget begrænsede.
- Det var en fin mulighed for os at få Pierre ind, og så må vi se, hvad der sker. Der er jo andre vinduer end det danske, der er åbne i et stykke tid endnu. Det handler om at være godt dækket ind på mange pladser, men som sagt er det også en gardering for mulige salg, som kan ske, fortalte Jacob Krüger til bold.dk.
Transfervinduet i USA lukker først i starten af maj. Du kan læse mere om, hvor transfervinduerne fortsat er åbne her.
Malte Amundsen, der har fået sin fodboldopvækst i HB Køge, står noteret for 17 kampe for Vejle i denne sæson.
Han har tidligere tiltrukket sig opmærksomhed fra AGF, der forhørte sig på Malte Amundsen i oktober sidste år som mulig afløser for Casper Højer. Men østjyderne blev afskrækket af et prisskilt på omkring seks millioner kroner og endte heller ikke med at sælge Casper Højer til Dinamo Zagreb.
Du kan læse mere om de forhandlinger her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


Vejle Boldklub
3F Superliga
New York City FC

































